I middelalderen var bonden sulten om onsdagen. Det var nemlig den ugentlige bede- og bodsdag, hvor bønderne fastede og præsten bad for fred i landsbykirkerne.
Men i 1686 besluttede biskop over Roskilde Stift Hans Bager sig for at rydde lidt op i bededagene. Han indførte i stedet tre landsdækkende faste- og bededage og den midterste af dem, fik han lovfæstet ved en kongelig forordning den 27. marts 1686 af Christian den Femte.
De to var ellers ikke helt enige om, hvordan danskerne skulle ledes igennem foråret.
Biskoppen ville gerne slippe af med den usædelige majfest, hvor der blev danset og drukket igennem. Derfor blev Store Bededag strategisk placeret den fjerde fredag efter påske. Kongen ville til gengæld gerne feste med københavnerne, før han tog på sin årlige sommerrejse. Og på en eller anden måde endte de forhandlinger med, at Store Bededag blev til en festlig udgave af en bede- og bodsdag, hvor københavnerne luftede deres fineste skrud om torsdagen og gik i kirke om fredagen.
Hans Bager fik dog kongens velsignelse til at alle handlende skulle lukke butikkerne, og alle kroer stoppe med udskænkning allerede torsdag aften, så der var en hæderlig chance, for at borgerne ville troppe op i kirke til tiden og ædru, sådan som reglerne krævede.
Gudstjeneste, bøn, faste og salmesang var i øvrigt de anbefalede aktiviteter, og borgerne skulle afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al slags verdslig forfængelighed.
På Store Bededag var alt arbejde, al handel forbudt. Biskoppen var ikke tilpas med majfesten, hvor dans og usædelighed stod i højsædet. Kongen, Christian V ville samtidig gerne feste med københavnerne før han drog ud i det ganske land på sin årlige sommerrejse.