- Vi ser på det med stor alvor, siger politidirektør Thorkild Fogde i Københavns Politi om en dramatisk stigning i antallet af voldelige forbrydelser begået med kniv.
Sidste år var der 106 af den slags sager, mens der to år forinden - i 2010 - blev anmeldt 55 tilfælde i Københavns Politikreds.
- Vi vil nu analysere sagerne, siger politidirektøren til Ritzau.
Formålet er at finde ud, om der er et mønster med hensyn til tidspunkt, område og gerningsmænd.
- Det er vigtigt, at vi får et mere præcist billede af udviklingen, så vi kan sætte mere målrettet ind, siger Thorkild Fogde.
Spørgsmålet er, at om det er i nattelivet i indre by, eller om det for eksempel er i forbindelse med banders opgør, at stigningen er sket.
I de seneste dage er en beruset mor blevet varetægtsfængslet for at snitte sin 17-årige datter i armen på åben gade på Frederiksberg.
Desuden er tre unge blevet såret ved overfald, som ifølge politiet er begået af unge fra bandemiljøet - det seneste eksempel er fra Københavns Tekniske Skole mandag morgen, hvor en 22-årig blev stukket ni gange.
- Det er en bekymrende tendens, siger politidirektøren.
På grund af en "særdeles skærpet konfliktsituation" i bandemiljøerne har politiet i øvrigt besluttet at forlænge perioden med en visitationszone i dele af København.
Politidirektøren fortæller også, at der på det seneste er blevet beslaglagt flere knive hos folk på gaden.
Denne udvikling kan muligvis forklares med, at politiet har gjort mere for at få fat i våben. Samme usikkerhed knytter sig ikke til fordoblingen af de voldelige knivoverfald.
Også antallet af røverier, hvor gerningsmanden har truet med kniv, er steget, men her er udviklingen trods alt mere behersket.
Sidste år var der 294 røverier, hvor der blev truet med kniv. I de to foregående år var tallet henholdsvis 238 og 258, oplyser Thorkild Fogde.
/ritzau/