Tirsdagens store politiaktion mod bandemiljøet har sendt en mand fra Hørsholm bag tremmer.
Betjente fra Nordsjælland og flere andre politikredse deltog i operationen, hvor i alt 42 adresser blev opsøgt.
Det var i den forbindelse, at betjente i et kælderrum på Ellevej i Hørsholm gjorde et specielt fund.
Her lå en Zavasta pistol og tilhørende ammunition, oplyser talsmanden for Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.
En 29-årig mand fra Hørsholm er sigtet for at være ejermanden til pistolen, ligesom han også sigtes for at ligge inde med en mindre portion kokain.
I et grundlovsforhør i Helsingør onsdag er manden blevet varetægtsfængslet i to uger.
Men hvad han har forklaret, ønsker politiet ikke at sige noget om, idet retsmødet er foregået bag lukkede døre.
Den nu fængslede risikerer en straf på op mod et års fængsel for våbnet.
/ritzau/