Stor opbakning til chauffører fra slum-lejr: Så meget er der samlet ind

Sagen om Kurt Beier Transports brug af filippinske chauffører er den hidtil største sag om tvangsarbejde i Danmark. (Foto: Foto: Privat.)

Indsamlingen til de filippinske chauffører runder nu 250.000 kroner. Det dækker over rigtig mange små beløb, fortæller 3F.

I et safehouse et sted i Danmark sidder 26 filippinske chauffører og venter, mens firmaet Kurt Beier Transport efterforskes for menneskehandel. Chaufførerne har arbejdet for meget lave lønninger og boet i, hvad der beskrives som en slumlejr i Padborg.

Fagforbundet 3F har organiseret en indsamling til støtte for chaufførerne, og den har netop rundet en kvart million, fortæller Jan Villadsen, gruppeformand for transportgruppen i 3F.

Han er særlig glad for, at det høje tal dækker over rigtig mange mindre bidrag:

- De mange små bidrag viser, der er bred, folkelig opbakning til de filippinske chauffører. De skal vide, at de forhold, de har oplevet, ikke er udtryk for dansk mentalitet, siger Jan Villadsen fra 3F.

Siger nej til social dumping

De 26 chauffører har besluttet at sige nej til Kurt Beiers tilbud om ny kontrakt til en månedsløn på 9.700 kroner. Og op imod 200 filippinske Kurt Beier-chauffører rundt om i Europa følger deres beslutning.

- De danske chauffører synes det er stærkt, at filippinerne har sagt nej til at føje firmaet. De ønsker ikke at være en del af en arbejdsgivers forsøg på social dumping. Det er meget flot, når man tænker på, at det kan have store konsekvenser for dem, siger Jan Villadsen, gruppeformand for transportgruppen i 3F.

Han fortæller, at indsamlingen fortsætter, så længe filippinerne har brug for hjælp. Og at alle indsamlede midler går ubeskåret til chaufførerne:

- Planen er, at så længe de sidder fast i vores system uden penge, så samler vi ind, siger Jan Villadsen.