Premierminister Boris Johnsons konservative parti står til at vinde 359 mandater ved valget til det britiske parlament den 12. december.
Det viser en omfattende måling fra instituttet YouGov ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Dermed står de konservative til et stort flertal i parlamentet, der består af 650 sæder.
Målingen er særdeles godt nyt for Boris Johnson, der står til at få yderligere 42 mandater i parlamentet.
Til sammenligning må Labour forberede sig på at blive marginaliseret ved det kommende valg.
Således står oppositionspartiet til 211 mandater. Ved valget i 2017 fik partiet 262 pladser i parlamentet.
YouGovs måling er baseret på den såkaldte MRP-model.
Den kan spå om valgresultatet med meget større præcision end almindelige meningsmålinger, der ofte baseres på omkring 1000 besvarelser.
MRP-målingen består af besvarelser fra titusindvis af potentielle vælgere.
Besvarelserne bliver sammenholdt med befolkningssammensætning, data om valgkredse og andre statistikker for på den måde at nå frem til et kvalificeret bud på et valgresultat.
Modellen viste sig at være meget præcis ved valget i 2017, hvor daværende premierminister Theresa May led et stort nederlag.
Det britiske valgsystem gør det generelt svært at forudsige resultatet af et parlamentsvalg udelukkende baseret på meningsmålinger.
De konservative har længe haft et forspring på adskillige procentpoint ned til Labour i alle foreløbige målinger før valget.
Ifølge YouGov kan de konservative miste flertallet i parlamentet, hvis forspringet kommer under syv procentpoint.
Valgsystemet er skruet sådan sammen, at et samlet flertal på nationalt plan ikke nødvendigvis giver flertal i parlamentet.
Boris Johnson håber på en klar sejr ved valget den 12. december, hvilket kan bane vej for en hurtig godkendelse af den aftale, han har indgået med EU's ledere om betingelserne for Storbritanniens exit af unionen.
Efter at Johnson overtog premierministerposten og en mindretalsregering i juli, har han forsøgt at få stemt sin aftale gennem parlamentet.
Det lykkedes i slutningen af oktober. Men samtidig vedtog det britiske parlament, at Johnson skulle bede EU om en udsættelse af brexit.
Det var en beslutning, som gik premierministeren imod. Han valgte efterfølgende at udskrive valg til parlamentet.
Søndag lovede Johnson briterne, at han vil fremlægge sin brexit-aftale for parlamentet inden juledag, hvis hans parti bevarer magten efter valget.
/ritzau/