Opdateret kl. 08:14
Den amerikanske musik- og kunstfestival Coachella bliver udskudt grundet frygt for coronavirus.
Det oplyser festivalen på sin hjemmeside natten til onsdag dansk tid.
- Vi tager vores gæsters og medarbejderes sikkerhed og helbred meget alvorligt.
- Vi opfordrer alle til at følge retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne, skriver festivalen på hjemmesiden.
Coachella skulle oprindeligt have fundet sted 10.-12. april og 17.-19. april. Den er udskudt til 9.-11. oktober samt 16.-18. oktober.
Festivalen er en årlig tre dage lang begivenhed, der finder sted over to weekender på Empire Polo Club i delstaten Colorado.
Empire Polo Club ligger i Coachella Valley i Coloradoørkenen og tiltrækker årligt omkring 100.000 gæster om dagen.
Store navne som Calvin Harris, Frank Ocean og Race Against the Machine skal spille på festivalen i år.
Festivalen oplyser, at alle gæster, der har købt billet til april, automatisk får adgang til festivalen i oktober. Gæster kan også vælge at få pengene retur.
Ud over Coachella er også countryfestivalen Stagecoach blevet udskudt. Den afholdes i forlængelse af Coachella.
Stagecoach skulle have fundet sted 24.-26. april, men er nu udskudt til 23.-25. oktober.
Coachella er en af en lang række musikarrangementer, der er blevet udskudt grundet frygt for yderligere smitte.
Fredag oplyste arrangørerne bag den berømte festival South By Southwest (SXSW) i den amerikanske delstat Texas, at den bliver aflyst.
Ved SXSW, der er en festival for musik, film og teknologi i Austin, deltog sidste år 400.000 personer.
Tirsdag oplyste rockgruppen Pearl Jam, at den udskyder en planlagt turné i USA og Canada, der skulle have fundet sted i foråret.
/ritzau/