Knap hver anden unge dansker, der blev født i 1996, har ikke været ved tandlægen, efter at de stoppede i børne- og ungdomstandplejen.
Det viser nye tal fra Danske Regioner.
Derfor vil regionerne nu sende breve til cirka 32.000 unges e-Boks en gang om året, hvor de bliver mindet om at få tandtjek. Det skriver Metroxpress.
- Vi ved, at tændernes sundhed i barndommen og ungdommen betyder noget for ens tandsundhed resten af livet, så vi ser det som et forebyggende tiltag, siger Anders Kühnau, formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg, til Metroxpress.
Gennem årene er der blevet markant flere unge, der springer regelmæssigt tandlægebesøg over.
En undersøgelse lavet af Statens Institut for Folkesundhed viser, at hver tredje unge mellem 16 og 24 år ikke går til tandlæge regelmæssigt, og det er en markant stigning siden 1987, hvor det kun var ti procent.
Dansk Tandlægeforeningen har tidligere undersøgt, hvorfor unge vælger tandlægen fra.
De fleste angiver prisen som den primære årsag. Andre hovedårsager er, at de ikke har en tandlæge, ikke er blevet indkaldt til undersøgelse, eller at de ikke har behov for at gå til tandlæge.
/ritzau/