Viktor Axelsen fuldendte søndag sit comeback efter flere måneders skadespause ved at vinde guld ved EM i badminton.
I finalen i Huelva i Spanien havde danskeren ingen problemer med at feje Rajiv Ouseph af banen med en sejr på 21-8, 21-7.
Det var anden gang i karrieren, at Axelsen vandt EM-guld i herresingle. Første gang var i 2016, hvor han besejrede Jan Ø. Jørgensen i finalen.
Den overlegne præstation satte et imponerende punktum for Axelsens comeback efter tre måneders turneringspause som følge af en ankelskade.
Fra start var den danske verdensetter bedst mod verdens nummer 21, Rajiv Ouseph.
Axelsen kom foran 8-0, før Ouseph havde set sig om, og selv om briten kom lidt bedre med, da Axelsen gik ned i kadence, endte det med en sikker sætsejr til danskeren
Den 24-årige badmintonstjerne skulle bruge en enkelt sætbold, før sætsejren var en realitet.
I andet sæt snuppede Rajiv Ouseph føringen for første gang i kampen, da han kom foran 5-4. Så snuppede Axelsen til gengæld syv point på stribe, før Ouseph igen vandt en duel.
En dramatisk duel ved stillingen 13-6 blev afsluttet ved, at Ouseph slog bolden ud af banen. Briten leverede flere satsede slag og lignede efterhånden en mand, der havde givet op.
Dermed kunne Axelsen glæde sig over anden EM-triumf som singlespiller.
I finalen i herredouble var der lagt op til et stort danskerbrag i det rent danske opgør mellem Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen og Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding.
Men det blev en kort affære, for allerede efter første sæt, som Astrup og Rasmussen vandt 21-15, måtte Conrad-Petersen og Kolding trække sig på grund af en skade til sidstnævnte.
Det endte dermed med EM-guld til Astrup og Rasmussen for første gang.
Den andenseedede mixeddouble Mathias Christiansen og Christinna Pedersen havde fundet vej til finalen mod briterne Chris og Gabrielle Adcock.
Det blev en tæt omgang, hvor parrene delte de to første sæt imellem sig.
I det tredje og afgørende sæt trak englænderne det længste strå og forhindrede tredje danske guldmedalje ved EM.
Vindercifrene lød på 21-18, 17-21, 21-18.
/ritzau/