Stor beslutning taget om populær tv-serie

Den sidste sæson af serien "House of Cards" bliver uden Kevin Spacey, der har spillet hovedrollen i serien.
Kevin Spacey har spillet karakteren Frank Underwood i serien "House of Cards", men den sidste sæson bliver uden ham.
Kevin Spacey har spillet karakteren Frank Underwood i serien "House of Cards", men den sidste sæson bliver uden ham. Foto: Justin Tallis/arkiv/AFP

Netflix Inc. oplyser mandag, at man vil starte produktionen af den sidste sæson i serien "House of Cards" i 2018, og at Kevin Spacey, der står over for flere sexanklager, ikke vil medvirke.

Det oplyser streamingtjenesten på en mediekonference ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har lavet en aftale om at producere seks sæsoner. Det vil blive en sæson på otte episoder, og produktionen vil starte tidligt i 2018, og den vil ikke involvere Kevin Spacey, siger Ted Sarandos, indholdschef hos Netflix, på en mediekonference.

Ted Sarandos siger også, at den sidste sæson vil være med Robin Wright i hovedrollen. I serien spiller hun Claire Underwood, der er Kevin Spaceys karakters kone.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Streamingtjenesten har ellers tidligere suspenderet produktionen af den sidste sæson, da man 4. november kappede alle bånd til den 58-årige skuespiller.

Det skete, efter beskyldninger om upassende opførsel over for blandt andre mindreårige drenge.

- Netflix vil ikke være involveret i yderligere produktion af "House of Cards", der inkluderer Kevin Spacey, oplyste streamingtjenesten 4. november i en udtalelse.

Kevin Spacey har ellers spillet hovedrollen i serien, hvor han har portrætteret den korrupte politiker Frank Underwoods vej til præsidentposten i USA.

Skandalen begyndte at rulle i slutningen af oktober.

Her gav den i dag 46-årige skuespiller Anthony Rapp et interview til internetmediet Buzzfeed News.

Han beskyldte Spacey for at have gjort seksuelle tilnærmelser mod ham i 1986. Dengang var Anthony Rapp 14 år.

Efterfølgende modtog Storbritanniens berømte teater The Old Vic 20 klager om "upassende opførsel" over Kevin Spacey, hvor han var kunstnerisk leder over et årti.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.