Mens 93 procent af de private virksomheder har forbudt rygning indendørs på arbejdspladsen, tillader langt de fleste stadig rygning i arbejdstiden. Ifølge Dansk Erhverv havde kun hver niende private virksomhed indført røgfri arbejdstid i 2018 – men står det til mange af rygerne selv, skal flere arbejdspladser følge trop. En Matas Barometer-undersøgelse (med 1028 respondenter) viser nemlig, at fire ud af ti rygere mener, at rygning helt skal forbydes på arbejdspladsen.
Ifølge Janne Bech Rolsted, der er chef for Helse og Velvære i Matas, kan det skyldes, at flere har et ønske om at stoppe med at ryge og derfor ser det som en motiverende faktor, hvis arbejdspladsen helt forbyder rygning.
– Den dårlige vane har bidt sig fast hos mange, og derfor kan det føles som en hjælp til rygestoppet, hvis omgivelserne besværliggør rygningen, siger Janne Bech Rolsted.
Antallet af rygere stiger
Tal fra den årlige undersøgelse "Danskernes rygevaner" viser, at antallet af rygere er steget for første gang i 20 år. Ifølge Matas’ undersøgelse ønsker 57 procent af rygerne at kvitte smøgerne og 78 procent har forsøgt at gøre det tidligere, og for langt størstedelens vedkommende endda ad flere omgange.
Rygestoppet – et af de nok mest populære nytårsforsætter – lader til at være kommet for at blive, og gennem de senere år har man hos Matas oplevet en markant stigning i salget af rygestopprodukter.
Hovedstadsområdet er den store skorsten
Der er generelt set stor motivation for rygestop, men Matas’ undersøgelse løfter samtidig sløret for regionale forskelle.
– Vores undersøgelse viser eksempelvis, at der er relativt flere, der ryger i Københavnsområdet end i Jylland, men til gengæld er det også københavnerne, der er mest motiverede for at stoppe. Københavnerne er også den geografiske befolkningsgruppe, som har forsøgt at stoppe flest gange, fortæller Janne Bech Rolsted.