Man så næsten intet til Lionel Messi, Luis Suárez og Neymar, da Barcelona tirsdag aften tabte hele 0-4 på udebane til Paris Saint-Germain i Champions Leagues ottendedelsfinale.
Paris-træner Unai Emery havde på forhånd givet den frygtindgydende trio særlig opmærksomhed, og hans spillere kvitterede med at stjæle billedet på en stor aften i den franske hovedstad.
- Vi lavede en taktik, hvor vi skulle sætte de tre store stjerner ud af spillet. Jeg har spillere, der har så mange kvaliteter, at de sagtens kan matche Barcelona, og i dag gik alt op i en højere enhed, siger Unai Emery til 3+.
Han havde set Angel Di Maria score to gange, mens Julian Draxler og Edinson Cavani begge leverede en enkelt træffer i den klare sejr.
- Vi skulle stå sammen som en enhed i 90 minutter. Alle skulle arbejde, også når vi var i angreb. Barcelona skulle lide, hver gang vi havde bolden. Det lykkedes for os, siger Emery.
Nu tager hans hold en 4-0-føring med til returkampen i Spanien, og selv om ingen i Champions League-historien har vendt 0-4 til sejr, føler Paris-træneren sig ikke helt sikker på avancement.
- Jeg ved ikke, om det er nok. Vi skal tage til Camp Nou og møde Barcelona med stor respekt. Det har vi tænkt os at gøre, og så må vi se om det rækker til kvartfinalen.
Også den dobbelte målscorer, Angel Di Maria, maner til besindighed.
- Hvis vi kan score fire mål, så kan Barcelona selvfølgelig også score fire mål i returkampen. Men vi skal spille på samme måde dernede, så klarer vi den også, siger Angel Di Maria til 3+.
/ritzau/