Enhedslisten foreslår at kompensere forældre, der bliver hjemme fra arbejde for at passe deres børn, hvis børnenes skole er lukket.
Flere skoler er onsdag lukket midlertidigt, efter at der er konstateret elever med coronavirus. Samme dag steg antallet af bekræftet smittede i alt med 180 til 442 i Danmark.
- Vi skal sørge for, at når sådan noget sker, så er velfærdssamfundet og fællesskabet der også for den enkelte familie, som risikerer at få slået bunden ud af deres økonomi, siger politisk ordfører Pernille Skipper (EL).
Det gælder eksempelvis Malling Skole i Østjylland og Maribo Skole på Lolland. I Næstved er en daginstitution også lukket midlertidigt.
- Vi skal holde hånden under helt almindelige familier, som risikerer at miste op til en halv månedsløn, hvis deres børn bliver karantæneramt på grund af coronavirus.
- Bedsteforældre er en udsat gruppe, som man ikke kan sætte til det. Derfor er vi nødt til at lave en særlig kompensation, siger Skipper.
Det skal gælde alle løngrupper, og ydelsen skal svare til et niveau lig dagpenge.
- Vi kan lave en form for udvidelse af dagpengesystemet, eller en særlig ydelse til forældre, som har været hjemme med karantæneramte børn på dagpengeniveau, siger Skipper, som mener det haster.
Pengene skal komme fra det økonomiske råderum eller fra et internationalt lån, da renten er lav i øjeblikket.
SF foreslår i et separat forslag en slags time out på tre måneder for dagpengesystemet, fordi risikoen for en fyreseddel er forhøjet, når virksomheder får svært ved at fylde ordrebøgerne.
- Det er positivt, at firmaer og institutioner får en håndsrækning af regeringen. Virksomhederne er i en slags undtagelsestilstand, men det er uretfærdigt, hvis dagpengemodtagere falder ud af systemet på grund af corona, siger politisk ordfører Karsten Hønge (SF) i en skriftlig kommentar.
Det er Enhedslisten og Dansk Folkeparti umiddelbart positive overfor.
- Hvis en lønmodtager bliver bedt om at gå i karantæne og skal bruge af dagpengeretten, så skal den tid ikke tælle med, siger formand Kristian Thulesen Dahl (DF), der selv er kommet med et lignende forslag.
Han er også positiv overfor Enhedslistens forslag, men er mere skeptisk overfor, om der kan findes en model for, hvem der skal have retten.
- Vi er ikke i en tid, hvor man på forhånd skal afvise noget. Jeg er glad for, at andre har lyttet til, at vi har presset på for at få et påbud ligesom andre partier, siger han.
/ritzau/