De Radikales leder, Morten Østergaard, tager i sæsonens første spørgetime fat i emnet tryghed, som statsministeren fokuserede på i sin indledning.
Han appellerer til, at man fra S-regeringens side tænker på trygheden for de mennesker, som har udenlandske ægtefæller.
- Vil man i det mindste ikke være med til at rydde op i reglerne på området og sikre, at det bliver klart for enhver? Det er fuldstændig uigennemskueligt, siger han.
Statsministeren slår i sit svar fast, at hun mener, at der er behov for meget stramme familiesammenføringsregler for at sikre integrationen.
Pia Olsen Dyhr, som er formand for SF, vil have svar på, om regeringen agter at gå ind i kampen om at bekæmpe skattely.
- Skattely snyder i dag vores samfund for milliarder af kroner, som kunne bruges til velfærd, grøn omstilling og uddannelse.
- Jeg vil derfor spørge statsministeren, om regeringen vil sætte sig i spidsen for indsatsen mod skattely i EU, så der kan blive strammet op på EU's skattelylister med nye skrappe kriterier, lyder det for SF-formanden.
Svaret fra Mette Frederiksen lyder, at det er arbejde, som man allerede er gået ind i og vil forfølge.
Da turen kommer til Pernille Skipper, politisk ordfører i Enhedslisten, indleder hun med, at der er patienter i psykiateren, som bliver udskrevet, selv om de har behov for at blive.
- Kan vi være det bekendt, spørger hun.
- Nej, det kan vi ikke. Og det er en smertens barn, svarer Mette Frederiksen, som pointerer, at der skal rettes op efter, at mange sengepladser er nedlagt.
- Når det så er sagt, så vil jeg gerne have, at vi får en diskussion om, hvorfor der er så mange, der bliver psykisk syge, siger statsministeren.
På spørgsmålet om, hvorvidt psykiatrien er et område i velfærden, som er blevet forsømt, svarer Mette Frederiksen ja.
- Men når det er sagt, så bliver vi også nødt til at se på, hvorfor der er så mange, som oplever den sårbarhed, for ellers kommer vi ikke til at løse problemerne, siger statsministeren.
Flere penge til psykiatrien er en del af de igangværende finanslovsforhandlinger.
Spørgetimen bliver som udgangspunkt afholdt hver anden tirsdag fra klokken 13.00 til klokken cirka 14.00.
Den er forbeholdt direkte, uforberedte spørgsmål til statsministeren fra lederne af partierne uden for regeringen.
/ritzau/