Støjberg melder afbud til slutmøde om FN's migrantpagt

Regeringen og Dansk Folkeparti holder doorstep om Finansloven for 2019 (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)

Det er uklart, hvem der skal repræsentere Danmark, når regeringen efter planen tilslutter sig omstridt pagt.

Det bliver ikke integrations- og udlændingeminister Inger Støjberg (V), der på Danmarks vegne skal tilslutte sig den omdiskuterede FN-pagt om migration, når FN-landene den 10. og 11. december mødes i Marokko.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Det var ellers planen. Men nu skal ministeren ikke af sted.

- Jeg har ikke tidligere deltaget i den slags konferencer, og jeg ser heller ikke mig selv som deltager i den her, siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten.

Regeringen overvejer, om udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) eller alternativt en embedsmand skal repræsentere Danmark.

Udenrigsministeriet vil ikke svare på, hvorvidt Tørnæs skal af sted, selv om det tidligere har været planen, at hun skulle ledsage Støjberg.

I FN's invitation til landene efterspørges en repræsentant fra allerhøjeste embede.

I Tyskland stiller man således med kansler Angela Merkel. Og Norge sender viceudenrigsminister Marianne Hagen. I Sverige er der på grund af regeringsforhandlinger endnu ikke taget stilling.

En række lande har valgt helt at trække sig fra pagten. Herunder Østrig, der mener, at den strider mod landets stramme udlændingepolitik.

Herhjemme har pagten skabt debat, fordi den på nogle punkter ifølge kritikere ikke flugter med Danmarks udlændingepolitik.

Eksperter har fastslået, at aftalen ikke er juridisk bindende, men i stedet er en fælles ramme for, hvordan flygtninge og migranter skal behandles.

Pagten indeholder blandt andet en hensigt om at sidestille særligt sårbare migranter med flygtninge og at stoppe offentlig finansiering af medier, der udbreder intolerance over for migranter. Desuden skal det være lettere at hjemsende migranter.

/ritzau/