Støjberg: Derfor skal du trykke hånd, hvis du vil være dansker

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V). (Foto: Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix )

Et håndtryk viser, at man har taget Danmark til sig, mener udlændingeminister Inger Støjberg (V), der vil indføre en særlig ceremoni.

Udlændinge skal fremover give hånd under en særlig ceremoni, før de kan få dansk statsborgerskab.

Det mener regeringen, som efter en vis tøven nu melder klart ud i en debat, der er opstået, efter at et muslimsk par fik afslag på statsborgerskab i Schweiz, fordi parret nægtede at give hånd til det modsatte køn.

- Håndtrykket er den måde, man hilser på hinanden i Danmark. Det er nu engang den måde, vi udviser respekt for hinanden her i landet. Derfor er det en helt naturlig del af en sådan ceremoni, siger udlændingeminister Inger Støjberg (V) til Jyllands-Posten.

Ceremonien blev aftalt politisk i juni, men først nu er detaljerne ved at falde på plads i et lovforslag, som er på vej i folketingssalen. Her fremgår det, at »en eller flere repræsentanter fra kommunen i forbindelse med ceremonien mødes ansigt til ansigt med deltagerne og trykker dem i hånden (udveksler et håndtryk)«. Det skal signalere, at man »har taget det danske samfund og danske værdier til sig«.

 

Jyllands-Posten