Der er skub i Borgen-stjernen Birgitte Hjort Sørensens karriere i øjeblikket.
Ikke nok med at hun er på rollelisten i en af tidens mest populære tv-serier, den storhittende "Game of Thrones" på streamingtjenesten HBO, så står en debut på legendariske Broadway i New York foran den 34-årige skuespillerinde.
Det fortæller hun til Ekstra Bladet.
Hun skal spille rollen som Madame de Tourvel i stykket 'Farlige forbindelser' - en rolle som verdensnavne som Michelle Pfeiffer og Meg Tilly har fornøjet med på filmlærredet.
- Det bliver en kæmpe udfordring
Prøverne begynder i september og varer hele efteråret fortæller Birgitte Hjort Sørensen til Ekstra Bladet.
- Jeg tror, det bliver enormt spændende - primært fordi det er et fantastisk stykke og en vidunderlig rolle. Det er en kæmpe udfordring for mig. Jeg skal spille sammen med nogle mennesker, jeg beundrer vanvittigt meget, så det glæder jeg mig helt vildt meget til, siger skuespillerinden til avisen.
Birgitte Hjort Sørensen kommer til at spille over for blandt andre den engelske Golden Globe-vinder Janet McTeer og amerikaneren Liev Schreiber, som er gift med skuespilleren Naomi Watts.
En klassiker
Stykket er baseret Pierre Choderlos de Laclos' novelle fra 1782. I slutningen af 1980'erne blev novellen filmatiseret to gange.
I 1988 instruerede Stephen Frears stjerneskuespillerne John Malkovich, Glenn Close, Michelle Pfeiffer, Keanu Reeves og Uma Thurman til succes.
Og i 1989 var det Miloš Formans tur til at sætte den klassiske novelle op på det store lærred. Her sås Colin Firth, Annette Bening og Meg Tilly på rollelisten.