I en årrække har den tjekkiske målmand Petr Cech været anset som en af verdens bedste på sin position.
Men i denne sæson har han kun sporadisk fået mulighed for at vise sine kvaliteter frem hos Chelsea.
Han har mistet sin position som førstemålmand til den unge belgier Thibaut Courtois, og kun fire gange i sæsonen har Cech været en del af Chelseas startopstilling i Premier League.
Cech har accepteret sin rolle, men tirsdag siger han, at han ikke tager endnu en sæson i skyggen af Courtois.
- Jeg ved ikke, hvad klubbens plan er. Det ser ud til at fungere godt mellem mig og Thibaut. Men det kan kun fungere på den måde i én sæson. Jeg tager ikke en sæson mere på denne måde, siger Cech.
Han kom til Chelsea i 2004 og har bidraget til en lang række triumfer, men nu ser manager José Mourinho ud til at foretrække Courtois som fremtidens mand på posten.
Trods sine 32 år kan Cech dog stadig være interessant for europæiske storklubber.
- Der vil altid være spekulationer. Men det vil være vigtigt for mig at tage en snak med Chelsea og manageren for at snakke for og imod, siger Cech.
/ritzau/