En drastisk stigning i bandevold og grov kriminalitet i Sverige har styrket det højrenationalistiske og indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna, SD.
Fremgangen til partiet forud for valget til Riksdagen i september sker, efter at dusinvis af mennesker er blevet dræbt under angreb i de seneste to år i forstæder til Stockholm, Malmø og andre storbyer.
I sidste uge blev tre mænd skudt og dræbt, mens tre andre blev såret ved et skyderi uden for en internetcafé i Malmø. En fjerde mand blev dræbt af skud få dage efter. Endnu en mand overlevede, fordi han bar skudsikker vest.
Volden har ført til et udbredt krav om, at myndighederne slår hårdere ned på kriminalitet, og at indvandringspolitikken strammes.
- Lige nu konkurrerer de store partier om, hvem der kan fremlægge de skrappeste stramninger og den mest restriktive politik, siger vicestatsminister Isabella Lövin, som er fra De Grønne.
- Den situation gavner helt klart Sverigedemokraterna, tilføjer hun.
I meningsmålingerne står Sverigedemokraterna til at få omkring 20 procent af stemmerne, hvilket er en markant fremgang i forhold til de 13 procent, som partiet fik ved seneste valg i 2014.
I 2010 fik partiet 5,7 procent og kom for første gang over spærregrænsen.
For fem år siden lagde Sverige stor vægt på at fremstå som "en humanitær supermagt", der generøst tog imod migranter, hvoraf mange var flygtninge fra konflikter i Mellemøsten.
Siden 2012 har omkring 400.000 mennesker søgt asyl i Sverige, der har ti millioner indbyggere. I 2015 alene tog svenskerne imod 163.000 asylansøgere.
En del vælgere frygter, at skoler, hospitaler og velfærdsinstitutioner bliver overbelastede.
Sverigedemokraterna er stadig mindre end Socialdemokraterna, men i mange meningsmålinger er partiet blevet større end det store konservative parti, Moderaterna.
Jimmie Åkesson, som leder Sverigedemokraterna, har beskrevet partiets situation som "ret så fantastisk".
- Vi dominerer debatten, selv om ingen vil tale med os, siger han.
Der var 129 skyderier i Stockholm i 2017. Mindst 19 mennesker blev dræbt, hvilket var dobbelt så mange som i 2016.
I Malmø, hvor omkring 45 procent af de 330.000 indbyggere har en indvandrerbaggrund, siger politiet, at tre eller fire store bander opererer. Svensk politi siger, at ni mennesker er blevet dræbt i byen siden årsskiftet, efter at 21 blev dræbt i de foregående to år.
/ritzau/Reuters