Stemmer fra 145 personer i den svenske by Falun bliver ikke regnet med i det endelige resultat fra Sveriges valg i søndags.
Brevstemmerne, der var afgivet før valgdagen, kom nemlig ikke frem til valgkontoret i tide. Nu strides PostNord og Falun om, hvem der har ansvaret for de tabte stemmer.
Det skriver den svenske public service-station SVT med henvisning til mediet Dalarnas Tidningar.
Ifølge PostNord skulle kommunen selv afhente stemmerne. Falun holder dog fast i, at PostNord skulle aflevere dem.
- Vi sendte tirsdag en meddelelse til kommunen om, at de havde stemmer til afhentning, siger Mathias Krümmel, produktionschef for PostNord i Sverige, til SVT.
- Da de ikke var blevet afhentet onsdag, besluttede vi at køre ud med stemmerne. Men desværre var det for sent.
Det afvises dog af Siwert Lindberg, der er valgansvarlig i Falun:
- Det er rent falskneri fra PostNords side. Der har ikke været nogen meddelelse, siger han til SVT.
Stemmerne skulle være afleveret allerede tirsdag. Men sækken med stemmerne nåede først frem onsdag efter klokken 14, hvor optællingen var i gang.
Det var mere end fem timer efter tidsfristen. Stemmerne kunne derfor ifølge det svenske nyhedsbureau TT ikke lovligt indgå i optællingen af søndagens valgresultat.
Det kan betyde, at i alt 435 stemmer ikke nåede frem. Der blev i søndags nemlig stemt til både Riksdagen, det svenske landsting og kommunerne.
Kun ét mandat skiller de to største blokke efter søndagens valg, viser det foreløbige resultat torsdag.
Den rød-grønne blok bestående af de to regeringspartier, Socialdemokraterna og Miljöpartiet, samt Vänsterpartiet står til at få 144 mandater.
Den borgerlige blok, Alliansen, står til at få 143 mandater. Sverigedemokraterna, der står uden for de to blokke, får 62.
Ingen af blokkene har absolut flertal. Da de ikke ønsker at inddrage Sverigedemokraterna i et grundlag for en regeringsdannelse, er det derfor stadig uklart, hvilken regering der kan dannes.
/ritzau/