Statsejet firma lukker kassen i: Ikke flere penge til Løkke

Venstre, Konservative og Radikale kan ikke længere regne med penge fra offentligt ejede virksomheder betalt gennem Dansk Industri (DI). Her Lars Løkke Rasmussens til DI Topmødet 2017. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpic)

Et statsligt selskab, der hidtil har betalt til borgerlige partier gennem Dansk Industri, sadler nu om. Vi er ikke medlem af politiske grunde, og har besluttet at stoppe støtten, siger Naviars kommunikationschef.

Statens selskab for luft-trafikstyring, Naviair, har nu besluttet at droppe den økonomiske støtte til Venstre, Konservative og Radikale. En økonomisk støtte, der gik via arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri.

- Vi er ikke medlem af Dansk Industri af politiske grunde. Vi har naturligvis ingen partipolitiske holdninger, så det var en let beslutning at framelde os partistøtten, da vi blev opmærksomme på temaet, siger kommunikationschef i Naviair Bo Pedersen.

Hård kritik af støtte til partier

I juni blev en række offentligt ejede virksomheder, som DSB og forsyningsselskabet HOFOR, kritiseret for at bruge penge på at støtte borgerlig politik gennem deres medlemsskab af Dansk Industri.

En arbejdsgiverorganisation, der arbejder for lavere sociale ydelser, offentlig nulvækst og fjernelse af topskatten.

- Dansk Industri opfører sig som et politisk parti, der bare ikke stiller op til valg. Dansk Industri politiserer og intervenerer hele tiden i politikdannelsen, lød det dengang fra arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Henning Jørgensen - til trods for, at både DSB og HOFOR havde benyttet sig af den mulighed Dansk Industri giver virksomhederne for at fravælge partistøtten.

I modsætning til DSB og HOFOR havde Naviair ikke gjort brug af den mulighed, og bidrog dermed med kroner til partikasserne hos bestemte partier. I følge Naviairs kommunikationschef, Bo Pedersen, fordi firmaets ledelse ikke var opmærksom på den problemstilling. Nu er der så taget beslutning om, at smække kassen i.

Naviair: Ingen politiske holdninger

Kommunikationschef Bo Pedersen vil ikke udtale sig om rimeligheden i, at offentligt-ejede virksomheder bidrager til politiske partier på et generelt plan, men siger at DI-medlemsskabet for Naviair aldrig har handlet om politik.

- Det har vi ingen holdning til. Vi fokuserer på Naviair, og når vi er med i Dansk Industri, er det fordi det giver os en række faglige fordele. Vi kan blandt andet få informationer om og indflydelse på udviklingen indenfor luftfarten, siger Bo Pedersen.

Han peger på at virksomheden har haft stor gavn af Dansk Industris programmer for ledelsesudvikling og de mange netværksgrupper, som Naviairs ledere kan deltage i.

For arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen er partistøtten dog ikke det springende punkt. Her er alene medlemsskabet af Dansk Industri et problem:

- Ved at melde sig ind i Dansk Industri kommer offentlige selskaber direkte til at støtte og indirekte til at bruge skatteborgernes penge på at fremme bestemte politiske synspunkter. Det skal offentligt ejede virksomheder ikke. Meningen med de offentligt ejede virksomheder er at tjene almenvellet, ikke at fremme bestemte politiske interesser, siger Henning Jørgensen.

LÆS MERE: DSB STØTTER BLÅ POLITIK VIA DANSK INDUSTRI