Staten har fået flere kvindelige chefer

- Det er rigtig positivt, fordi det tyder på, at der nu er skred i det, og det faktisk er lykkedes at få kvinderne langt mere i spil til topposterne i statsligt regi, siger ligestillingsminister Eva Kjer Hansen. (Foto: Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)

Hver tredje leder i staten er i dag kvinde, viser nye tal. For ti år siden var det hver fjerde.

Flere kvinder indtager chefstolen i staten.

Det viser nye tal fra Moderniseringsstyrelsen ifølge Altinget.

Siden 2008 er andelen af kvindelige ledere steget fra 24 procent til 34 procent i 2018.
Stigningen har været støt stigende i hele perioden, senest fra 2016 til 2018 med en stigning på to procentpoint.

Det er en udvikling, der glæder ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V).

- Det er rigtig positivt, fordi det tyder på, at der nu er skred i det, og det faktisk er lykkedes at få kvinderne langt mere i spil til topposterne i statsligt regi, siger Eva Kjer Hansen til Altinget.

Der er grund til at glæde sig over den statslige udvikling, mener direktøren for Kvinfo, Henriette Laursen.

- Det er en klar og tydelig fremgang, som også er mere markant end i det private, og det er jo positivt, men vi kan stadig gøre det bedre, og det er der et behov for, siger hun til Altinget.

Hun nævner to konkrete grunde til, at man bør fokusere på flere kvinder på chefgangene. For det første er der ellers risiko for at tabe talentmasse på gulvet, og for det andet viser undersøgelser i det private, at god diversitet giver bedre resultater på bundlinjen. 

 

Altinget