"Jeg arbejdede i 15 år som frivillig i Radikale Venstre".
Sådan lyder det på Twitter fra De Radikales forsvarsordfører, Zenia Stampe, som svar på kritikken af, at hun nu søger en medarbejder, der - uden at få løn for det - skal hjælpe hende med sit daglige arbejde.
Stampe forventer, at den kommende hjælper arbejder "minimum 15 timer" om ugen på Christiansborg til gengæld for de nul kroner - et arbejde, som hun ifølge eget udsagn ville "have elsket at have haft".
Har du selv arbejdet gratis i 15 timer om ugen i de 15 år, du nævner?
- Nej, selvfølgelig har jeg ikke arbejdet 15 timer om ugen i 15 år, og det er jo heller ikke det, jeg beder folk om, siger hun.
- Jeg har været formand for Radikal Ungdom uden at få penge for det i tre år. Jeg har været næstformand for Radikale Venstre i tre et halvt år uden at få løn for det. Jeg har siddet i forretningsudvalget ...
Men her er det jo ikke en formand, men en medarbejder, der skal være med til at gøre dit arbejde?
- Jeg har ikke sagt, at jeg har arbejdet 15 timer i 15 år. Men jeg vil så sige, at jeg tror, at jeg størstedelen af tiden har lagt mere end 15 timer i det om ugen i de 15 år.
Men har du nogensinde haft et job som det, du nu søger en person til?
- Desværre. Det ville jeg have elsket at have haft. Jeg ville have givet min højre hånd for det. Men jeg har lagt mindst lige så mange timer. Jeg har lavet den type opgaver, som jeg gerne vil have folk ind til at lave, i 15 år.
Men den type stilling har du aldrig selv haft?
- Den stilling eksisterede ikke, da jeg har været ung. Ellers havde jeg søgt den, siger Zenia Stampe.
Der er vel forskel på at arbejde ulønnet som formand og så at have en stilling som din hjælper?
- Det er politisk arbejde. Jeg har også arbejdet for andre og delt pjecer ud og hængt plakater op. Langt de fleste ting, der står i det stillingsopslag, har jeg selv gjort på en anden måde, siger hun.
Zenia Stampe understreger, at hun har fået flere henvendelser på sit jobopslag.
- Jeg tror, at jeg har fået omkring en håndfuld seriøse ansøgninger, siger hun.
/ritzau/