Når stakken af uåbnede rudekuverter nærmer sig loftet, og overblikket over økonomien er gået totalt tabt, så er forgældede danskere blevet bedre til at opsøge hjælp.
Forbrugerrådet Tænks tilbud om økonomisk rådgivning havde sidste år en stigning i antallet af henvendelser på 67 procent på blot et år.
Et rekordhøjt antal på knap 5000 gældsramte danskere tog i 2019 kontakt for at få støtte til dynen af ubetalte regninger. Tendensen bekræftes af andre frivillige gældsrådgivninger.
- Forklaringerne er formentlig flere. Vi er blevet mere tilgængelige via telefonrådgivning. Nogle af tabuerne omkring gæld er mindsket, så det er nemmere at række ud efter hjælp, siger Anja Philip, formand i Forbrugerrådet Tænk.
Hun peger desuden på, at Gældsstyrelsen det seneste år er blevet hårdere til at indkræve gæld end tidligere.
Forbrugerrådet Tænks Økonomi og Gældsrådgivning har torsdag ti års jubilæum med syv centre rundt i landet og har aldrig oplevet større tilstrømning end nu.
Den stigende efterspørgsel sker paradoksalt nok, samtidig med at antallet af borgere registreret som dårlige betalere i RKI er faldet for sjette år i træk.
1. januar var knap 200.000 borgere registreret som dårlige betalere svarende til godt fire procent af befolkningen. Samtidig har samfundsøkonomien de senere år oplevet en fremgang.
- Men de, som henvender sig til os, sidder alligevel fast i en dyb økonomisk sump, som ikke er blevet bedre, selv om samfundet generelt oplever økonomisk fremgang. Der er fortsat en stor gruppe i Danmark, som virkelig har svært ved at få pengene til at slå til, siger Anja Philip.
Hun peger på, at den klassiske bruger af rådgivningen er psykisk sårbare, udsatte familier, enlige mødre, ensomme ældre og unge.
- De har alle det til fælles, at de ikke har andre steder at søge hjælp eller rådgivning, siger hun.
Hos Dansk Folkehjælp og KFUM's sociale rådgivning "På Fode Igen" genkendes den øgede søgning til økonomisk rådgivning.
/ritzau/