Parlamentet i Sri Lanka samles igen mandag den 5. november. Det har præsident Maithripala Sirisena besluttet.
Det oplyser Mahinda Rajapaksa, der fredag blev udpeget som ny premierminister af præsidenten, som forinden have afsat premierminister Ranil Wickremesinghe og hans regering.
Det skete til trods for, at den afsatte premierminister sagde, at han stadig havde et flertal bag sin regering i parlamentet.
Forholdet mellem præsidenten og den afsatte premierminister har gennem længere tid været anstrengt.
Præsidenten har modsat sig flere af de økonomiske reformer, som Wickremesinghe har fremlagt. Præsidenten har også været vred over de undersøgelser, der er sat i gang mod militærfolk.
Lørdag besluttede præsident Sirisena at suspendere parlamentets arbejde til den 16. november.
Det var ifølge nyhedsbureauet AP tilsyneladende for at få tid til at samle et flertal bag den nye premierminister, der er en omstridt politiker.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters har politiske partier og "udenlandske magter" opfordret præsidenten til at indkalde parlamentet tidligere for at løse den politiske krise.
- Der var i aftes samtaler mellem præsidenten og formanden (for parlamentet, red). Dette er et kompromis, siger en embedsperson, der var involveret i processen, til nyhedsbureauet AFP.
Havde præsident Sirisena ikke bøjet sig, ville formanden have trodset ham og bedt parlamentsmedlemmerne om at møde op fredag, tilføjer kilden.
Mahinda Rajapaksa er landets tidligere præsident og førte i sin regeringsperiode fra 2005 til 2015 an i den blodige nedkæmpelse af et tamilsk oprør.
Offensiven kostede titusinder af civile livet. Rajapaksa er i flere internationale sammenhænge blevet beskyldt for krigsforbrydelser.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters