Det er en dårlig idé at tage på irsk pub, tage for sig af de våde varer og efterfølgende sætte sig bag rattet og køre hjem.
Det må lederen af USA's marinekorps i Australien sande. Han er blevet fjernet fra sin post, efter at han for nylig blev taget for spritkørsel i den nordaustralske by Darwin.
Oberst James Schnelle fortalte selv om episoden til sine overordnede. Schnelle blev omgående frataget sine ansvarsområder "på grund af tab af tillid og tiltro", oplyser en talsmand fra flåden, premierløjtnant Jose Uriarte.
Schnelle havde drukket alkohol på en irsk pub i det centrale Darwin indtil de tidlige timer den 30. september. Han tog sin bil på vej hjem, men blev stoppet af politiet, der tjekkede mandens promille. Den viste sig at være langt over det tilladte, skriver ABC News.
Obersten lod bagefter bilen stå og gik 3,4 kilometer hjem og fortalte om episoden til sine overordnede. Foruden at have mistet sit job skal han betale en bøde på 500 australske dollar - 2300 kroner - og må ikke køre bil i et halvt år.
- Jeg er personligt ansvarlig for den dårlige dømmekraft, jeg udviste i de tidlige timer søndag den 30. september, siger James Schnelle i en skriftlig meddelelse.
- Denne ene ekstremt dårlige beslutning, som jeg har truffet, bør ikke overskygge de væsentlige fremskridt, der er sket under marinesoldaternes udsendelse de seneste seks måneder, lyder det videre.
USA har omkring 1600 soldater udstationeret i Darwin, der med sin nærhed til Indonesien ligger strategisk placeret. Marinekorpset har været til stede i byen siden 2011.
Amerikanernes tilstedeværelse har indtil nu stort set ikke tiltrukket nogen negativ opmærksomhed blandt de lokale.
Det modsatte gør sig eksempelvis gældende i Okinawa i Japan, hvor soldaters dårlige opførsel har ført til udbredt utilfredshed hos japanerne.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters