Kig godt på billedet her af den svævende skikkelse i en brudekjole. Det gjorde chefen for sikkerhedsfirmaet Limitless Security, Adam Lees, 47, tirsdag nat. Her blev den gifte mand og far til tre vækket af en alarm, som via infrarøde kameraer på en byggeplads i Birmingham fortalte, at der var ubudne gæster.
Først tænkte Adam Lees ikke så meget over billedet andet, end det så lidt mystisk ud, men han fik straks to vagter til at tage derhen, og de ankom få minutter efter hans opkald, men der var dog intet at se nogen steder og ingen tegn på, at nogen havde brudt hegnet op eller befandt sig på byggepladsen.
Da han kiggede godt på optagelsen igen, fik han gåsehud.
- Jeg har ingen idé om, hvad dette er, men jeg havde svært ved at sove den nat og har haft problemer med det siden, fortæller han til The Sun.
Flere har sagt, at det bare er nogle, som laver fis med ham, men andre siger, at det ikke kan lade sig gøre at lave en så avanceret joke, som snyder samtlige kameraer, der er de nyeste og mest avancerede.
- Jeg tror ikke – og har aldrig troet på spøgelser, men det her er bare for mærkeligt. Hun ligner en brud, der holder en buket eller noget andet i sine hænder, og hun hverken går eller løber, men nærmest svæver.
Flere spøgelsesjægere har været forbi byggepladsen for at finde ud af, om stedet rummer en historie om en tragisk brud, som blev efterladt på stedet engang.