Spisepause-oprør fortsætter: "Vi føler os fuldstændig røvrendt"

Faglærer Jonathan Simmel. (Foto: Foto: Privat)

Medarbejdere på tekniske skoler er rasende. De mener, at arbejdsgiverne løber fra aftale om betalt spisepause.

Der er fortsat medarbejder-uro på TEC i København, landets næststørste erhvervsskole, hvor der her til morgen blev afholdt faglige møder på institutionens afdelinger i Hvidovre, Ballerup og på Frederiksberg.

Medarbejderne er utilfredse med, at Moderniseringsstyrelsen ikke mener, at de ansatte skal have ret til betalt frokostpause. For de ansatte var netop det spørgsmål en central del af overenskomstforliget, der blev indgået i foråret:

- Folk fik at vide, at det var en del af aftalen, og det var derfor, at de fleste stemte ja til overenskomsten. Så vi føler os fuldstændig røvrendt, siger Jonathan Simmel, der underviser på skolens el-linje.

Han har deltaget i det faglige møde her til morgen på TEC Frederiksberg, hvor der var Skype-forbindelse til kollegaer i Hvidovre og Ballerup. I alt har TEC København omkring 700 ansatte.

Handler om seks skoler

På TEC København har der tidligere været uenighed mellem ledelsen og de ansatte om den betalte pause. Derfor var det særligt vigtigt for skolens ansatte, at forårets overenskomstaftale skulle sætte punktum for den strid og sikre den betalte pause.

- Vi troede, at alt var på plads, så det var et chok, da ledelsen begyndte at tale i forblommede vendinger. Og nu løber Moderniseringsstyrelsen, så fra det hele. Hvad skal vi tro på næste gang, spørger Jonathan Simmel.

Striden om den betalte frokostpause vedrører kun en lille del af det statslige arbejdsmarked. Ifølge Moderniseringsstyrelsen har omkring en procent af de statsansatte ikke ret til betalt spisepause, fordi de allerede havde fået frataget pausen inden overenskomstforhandlingerne. Det drejer sig blandt andet om tre erhvervsskoler, to gymnasier og et AMU-center.