Spirituskørsel og manipulation: Ny Brøndby-sponsor har haft ni bødesager på to år

Fusk med fartskiver, serbiske og makedonske chauffører uden papirerne i orden, og gods der ikke er forsvarligt fastspændt. Det er nogle af ting, som NTG's chauffører har fået bøder for.
Brøndby IF's kommunikationschef, Christian Schultz, ønsker ikke at svare på, hvor mange lovovertrædelser der skal til, før en virksomhed ikke er velkommen som sponsor
Brøndby IF's kommunikationschef, Christian Schultz, ønsker ikke at svare på, hvor mange lovovertrædelser der skal til, før en virksomhed ikke er velkommen som sponsor Foto: Brondby.com og Bax Lindhardt (Scanpix)

Når Brøndbyspillerne om få uger igen løber ind på Brøndby Stadion til en ny sæson i Superligaen, bliver det med en ny sponsor på ryggen, Nordic Transport Group (NTG).

Sponsoraftalen mellem Brøndby IF og NTG kritiseres af lastbilchaufførernes fagforening, fordi NTG er kendt for at dumpe priserne i transportbranchen. NTG er en såkaldt speditør, som køber transport af vognmænd, som ansætter chauffører. Men NTG's priser er så lave, at vognmændene umuligt kan betale chaufførerne løn efter danske overenskomster.

Derfor bruger NTG primært chauffører fra Østeuropa. Og disse chauffører har i løbet af 2016 og 2017 fået mindst ni bøder i Danmark, Sverige og Norge for alt fra ulovlig cabotagekørsel til at køre uden kørekort, spirituskørsel og med gods, der ikke er spændt forsvarligt fast. Det viser en gennemgang, som Avisen.dk har lavet.

I en pressemeddelelse udtrykker Brøndby IF's kommercielle direktør, Ole Palmå, stor tilfredshed med aftalen med NTG og siger blandt andet:

"Vi kan øge kendskabet til NTG i de kommende tre år, og vi glæder os over, at vi kan hjælpe dem med deres fortsatte vækstrejse og forestående børsnotering."

Avisen.dk ville gerne spørge Ole Palmå, hvad han mener om det forretningskoncept, som NTG's vækstrejse er baseret på. Det ønskede Ole Palmå ikke at svare på. I stedet sendte Brøndby IF's kommunikationschef Christian Schultz disse svar.

Hvad mener I om NTG's forretningskoncept?

"Som en snarligt børsnoteret dansk virksomhed i høj vækst, så er vi sikre på, at NTG hver dag arbejder målrettet med at drive en succesfuld virksomhed inden for de politisk bestemte rammer der er tilstede i de markeder, de opererer."

Hvordan har I det med at jeres nye partner er blevet dømt for fusk med fartskiver og ulovlig cabotagekørsel?

"Man skal selvfølgelig drive en virksomhed inden for gældende lovgivning, og det er vi sikre på, at NTG tilsigter i deres daglige forretning, blandt andet igennem deres code of conduct."

Hvilke etiske retningslinjer har I for jeres valg af sponsorer?

"Når nye potentielle sponsorer banker på, så laver vi det, man kalder en ”due dilligence” af den mulige sponsor, hvilket er en gennemgang af virksomhedens aktiviteter."

Hvor mange gange skal en virksomhed have overtrådt lovgivningen, for at de ikke består jeres due dilligence?

"Vi ønsker ikke at kommentere spørgsmålet."

Opdateret med ny sag 8/1 kl. 11:29

NTG's sorte bog

23. november 2017

En rumænsk chauffør, som kører i NTG-lastbil med NTG-trailer, bliver dømt til at betale en bøde på 150.000 kroner for at manipulere med fartskiven for at omgå køre- og hviletidsreglerne i Sverige.

20. september 2017

En serbisk chauffør i en bulgarsk lastbil med NTG trailer, kører uden kørerkort og har ikke fastspændt godset forsvarligt. Chauffør får bøde på 3750 svenske kroner.

24. april 2017

En lettiske lastbil med NTG-trailer har kørt flere cabotageturer i Sverige end det er tilladt

25. april 2017

Chaufføren i en litauiske lastbiler med NTG-trailer i Sverige har ikke spændt lasten fast, som han skulle ifølge instruktionerne

26. mart 2017

En 30-årig chauffør fra Litauen, som kører med en NTG-trailer, bliver anholdt for spirituskørsel i Norge, efter han er kørt galt og lastbilen er væltet.

1. november 2016

En makedonsk chauffør i en bulgarsk lastbil med NTG-trailer mangler det lovpligtige førerbevis og har ikke udfyldt sin papirer korrekt. Chaufføren får bøde på 5200 svenske kroner. Traileren bliver stående og NTG skal sende en ny chauffør, men den samme chauffør kommer tilbage efter traileren, får den sat forkert på og taber den midt på motorvejen. Chaufføren får igen en bøde på 5200 for at køre ulovligt i Sverige.

26. september 2016

En makedonsk chauffør i bulgarsk lastbil med svensk registreret NTG-trailer og med visum i Tjekkiet har kørt i Sverige i seks uger i træk, selvom det kun er lovligt for udenlandske lastbiler at køre i landet i syv dag, før de igen krydser grænsen. NTG betaler bøde for ulovlig cabotagekørsel.

15. februar 2016:

NTG dømmes for medvirken til ulovlig cabotagekørsel i Danmark og får en bøde på 15.000 kr.

Kilde: Det danske medie Lastbilmagasinet.dk, det svenske medie Tidningenproffs.se og det svenske medie Hallingdolen.no

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.