Retten i Glostrup har torsdag idømt den finskfødte Timo Kivimäki fængsel i fem måneder.
Dommen er afsagt efter en hemmelig proces, hvor offentligheden end ikke har fået besked om den præcise anklage mod den 49-årige mand.
Dørene har været lukket til sagen af hensyn til Danmarks forhold til Rusland.
Professoren var anklaget for at have holdt flere møder med russiske diplomater, og i den forbindelse hjalp han - ifølge Politiets Efterretningstjeneste - den russiske efterretningstjeneste.
Retssagen begyndte 8. maj, men allerede tilbage i 2010 blev Kivimäki anholdt af betjente fra PET.
Han har været suspenderet fra arbejdet som professor, mens sagen har stået på.
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) har tidligere udtalt sig om sagen.
- Vi har ingen interesse i, at denne sag belaster det ellers gode bilaterale forhold, har han udtalt.
Desuden har ministeren fortalt, at de fire diplomater ikke længere befinder sig i Danmark.
Timo Kivimäki har hele tiden nægtet sig skyldig.