En af de mest opsigtvækkende danske efterretningsskandaler under Den Kolde Krig får nu et efterspil, skriver Jyllands-Posten.
Datteren af den kontroversielle modstands- og efterretningsmand Arne Sejr står for første gang frem i offentligheden og beskylder Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) for at dække over, at hendes far var ansat af myndighederne til at spionere mod danske kommunister.
Dokumentationen er blandt andet et id-kort fra 1948 fra Generalstabens Efterretningssektion, som er forløberen for FE.
- Af det fremgår, at min far var ansat af den militære danske efterretningstjeneste, mens han samtidig oprettede den hemmelige organisation Firmaet til at udføre spionage mod DKP, siger Arne Sejrs datter, Birgitte Sejr Schlichtkrull, til Jyllands-Posten.
Med det utraditionelle skridt forsøger hun "at kaste nyt lys" over sin fars sag.
Sagen kom første gang frem i 1976, da pressen afslørede, at Arne Sejr og Firmaet i strid med gældende retningslinjer tilbage i 1950'erne aflyttede DKP's næstformand, Alfred Jensen.
Dengang afviste den daværende socialdemokratiske regering alt kendskab til sagen, og selv om det senere er kommet frem, at dele af FE samarbejdede med Sejr om aflytningerne, afviser FE den dag i dag at kommentere den direkte forbindelse til efterretningstjenesten.
Flere eksperter bakker i Jyllands-Posten op om datterens ønske om indsigt i sagen.
/ritzau/