Statsministeriet afviser blankt at udlevere det undervisningsmateriale, som regeringens spindoktorer undervises efter.
Det forbløffer og forarger Danmarks øverste ekspert i offentlighedslov, jurist og afdelingsforstander ved Danmarks Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen.
"Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, at de svarer sådan. Det kan godt være, at de rent formelt kan undtage undervisningsmaterialet fra en aktindsigtssøgning, men jeg synes, det er dybt problematisk, at offentligheden ikke må få kendskab til det. Især når man tænker på, hvilken magt spindoktorerne har," lyder det fra Oluf Jørgensen.
Oluf Jørgensen er medlem af Offentlighedskommissionen, der har opgaven netop at indstille til, hvordan Offentlighedsloven skal ændres. Han bliver temmelig overasket over at få at vide, hvor lang tid spindoktorerne overhovedet bliver undervist i de mange regler og love, de skal følge.
I et svar på en aktindsigtssøgning oplyser Statsministeriet, at en spindoktor får én times kursus i, hvordan Centraladministrationen er skruet sammen, og knap to timers undervisning i forvaltningsretslige principper og regler.
"Jeg synes, det er alt for lidt i forhold til, hvad man får af undervisning på de uddannelser, der normalt stiler mod jobs i Centraladministrationen," slår Oluf Jørgensen fast.
På sit ugentlige pressemøde vil Helle Thorning-Schmidt ikke forholde sig til, hvorfor hendes spindoktorers undervisningsmateriale skal holdes hemmeligt
"Det er ikke sådan, at vores spindoktorer undervises, men de får at vide, hvilke retningslinjer, der gælder," svarer statsministeren.
Hvad synes du om den kritik, Oluf Jørgensen retter mod mængden af undervisning, jeres spindoktorer får?
"Jeg synes, det er helt rigtigt, at den nye regering har sat fokus på, at alle dem, vi ansætter ude fra, altså de særlige rådgivere, får at vide, hvilke regler der gælder for dem," siger Helle Thorning-Schmidt.
Den socialdemokratiske statsminister sagde kort efter sin udnævnelse, at hun vil gøre op med VK-regeringens måde at have spindoktorer på. I hendes regering skulle der være fuldstændig åbenhed om deres arbejde, og de skulle overholde alle landets love, oplyste Helle Thorning-Schmidt.