For første gang i valgkampen tørner Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen søndag aften sammen i en direkte tv-duel.
Og når tv-duellen skydes i gang, er intet overladt til tilfældighederne. Der er nemlig enormt meget på spil for de to statsministerkandidater.
Sådan lyder det samstemmende fra to tidligere spindoktorer, som tidligere har stået bag en statsministerkandidat ved et folketingsvalg.
- Man kan ikke overvurdere vigtigheden af de her dueller. Det er nu, at vælgerne bliver zoomet ind på, at det i sidste ende er et valg mellem Thorning og Løkke og hvem af de to, der skal være statsminister, siger Michael Kristiansen.
Må ikke brænde sammen på direkte tv
Som særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen var Michael Kristiansen med på sidelinjen ved folketingsvalgene i 2001 og 2005, hvor Fogh vandt statsministerduellen mod henholdsvis Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft.
Og når der står tv-duel på programmet i valgkampen, så har kandidaterne og deres rådgivere brugt timevis på at forberede sig ned til mindste detalje.
- Man bruger ufattelig meget tid på forberedelsen. Både i forhold til, hvad man selv vil spille på banen, men også hvad man kan forvente at få smidt i hovedet fra modstanderen.
- Det afgørende er, at man får sendt et klart signal om, at man er kompetent til at være statsminister. Man skal have styr på substansen, og man skal holde hovedet koldt. Det nytter ikke noget, at man brænder sammen eller går amok på direkte tv, siger Michael Kristiansen.
Løkke skal genvinde troværdighed
Den vurdering bakkes op af en anden tidligere Venstre-spindoktor, Mikael Børsting, som ved det seneste folketingsvalg i 2011 var særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen.
- Det er ekstremt vigtige dueller med mange tv-seere. Og det er dueller, hvor man fokuserer på at overbevise tvivlerne - ikke på basen, siger Mikael Børsting.
Han fremhæver, at Løkke efter en dårlig start på valgkampen skal bruge tv-duellen til at overbevise vælgerne om, at han er en dygtig politiker med en enorm stor viden.
- Løkke skal bevare hovedet koldt og undgå at spille tal og fakta på banen, som kan tilbagevises og så ny tvivl om troværdigheden. Thorning skal ikke ændre taktik. Men hun kan tabe mere, end hun kan vinde, og hun skal undgå at virke for sejrssikker, siger Børsting.
Fælles interesse i en god stemning
Også Michael Kristiansen vurderer at det er Løkke, som har mest på spil i søndagens tv-duel.
- Når man er kommet lidt uheldigt fra start i valgkampen, som Venstre er det, så er det enormt vigtigt for Løkke, at han får sendt et signal om, at han er ovenpå og virkelig tror på, at han kan blive statsminister, siger han.
Selvom tonen ofte er hård i de direkte tv-dueller, så påpeger Michael Kristiansen, at Løkke og Thorning skal passe på med at kaste sig ud i en mudderkamp, som skræmmer vælgerne væk.
- Det er uomtvisteligt ikke de to stærkeste statsministerkandidater i historien, som står over for hinanden. Derfor har de en fælles interesse i at få en god duel med bare et minimum af god stemning. Ellers er risikoen, at vælgerne vil fravælge dem begge to og gå andre steder hen, siger han.
Alt skal forhandles
Begge spindoktorer fortæller, at en tv-duel begynder, længe før kameraerne ruller. Forinden har Løkkes og Thornings lejr sammen med tv-stationerne forhandlet om, hvordan duellen skal sættes op.
Er der tilskuere eller ej? Hvilke emner skal debatteres? Er der spørgsmål fra seerne? Alt skal forhandles og opvejes i forhold til, om det er til fordel for den ene eller den anden kandidat.
Og når søndagens duel på TV2 er slut, går partiapparatet med det samme i gang med at forberede den næste tv-duel i valgkampen.
- Efter aftenens debat vil man formentlig køre fokusgrupper med for eksempel tvivlere eller kvinder for at afprøve, hvad der virker og gør indtryk på dem, og hvad der ikke virker. På den måde kan man indstille kommunikationen til de sidste dueller, forklarer Mikael Børsting.