Var det kælderdøren, hoveddøren eller vinduet, tyven kom ind ad?
Blandt andet den slags oplysninger bliver noteret i politiets journaler efter et indbrud.
Men politiet er alt for upræcise i journalerne, viser et speciale lavet af to kandidatstuderende fra Kriminologistudiet på Aalborg Universitet.
De to Cecilie Vivienne Attermann og Pernille Søgaard Tolstrup har gennemgået 495 journaler fra Østjyllands Politi.
Et indbrud beskrives flere steder, og det viser sig, at der i en tredjedel af journalerne er noteret forskellige oplysninger om samme sag.
- Dermed bliver det sværere at sige noget generelt om indbrudstyvenes adfærd og lave en forebyggende indsats, hvis der ikke er styr på, om tyven kom ind ad vinduet eller ad kælderdøren, siger Cecilie Vivienne Attermann til DR Østjylland.
Hos Østjyllands Politi har man længe haft udfordringer med kvaliteten af journalerne, fortæller politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen til DR. Og netop derfor har man nu været nødt til at gøre noget ved problemet.
- Vi tog kontakt til de studerende, fordi vi gerne vil have input til, hvordan vi kan forbedre vores data oplysninger, og vi er blevet bekræftet i, vi kan forbedre os, siger han.
De to studerende har en formodning om, at undersøgelsen fra Østjyllands Politi også spejler andre politikredse.
- Det der taler for er, at vi har én politistyrke i Danmark, og det er ét system, de journaliserer i. De har samme vejledninger, men der kan være forskelligt fokus på journaliseringen, siger de til DJØF bladet.