Spaniens regering vil opretholde det direkte styre fra Madrid, hvis Carles Puigdemont, den tidligere præsident i Catalonien, forsøger at blive taget i ed per video for at at regere videre fra sit eksil i Belgien.
Det siger den spanske premierminister, Mariano Rajoy, på et konservativt partimøde i Madrid.
Puigdemont vil være nødt til "at være fysisk til stede" i Catalonien for at kunne indsættes som præsident, minder Rajoy om.
Den catalanske leder sagde i sidste uge, at han kunne blive taget i ed gennem et videolink fra Bruxelles.
Puigdemont risikerer at blive anholdt og dømt til mange års fængsel for at anstifte til oprør, hvis han vender tilbage til Spanien. Som præsident erklærede han i oktober Catalonien løsrevet fra Spanien.
Det førte øjeblikkeligt til, at den spanske regering ophævede Cataloniens selvstyre. Det var en situation, som skulle løses med valget i sidste måned.
Her genvandt partier, der ønsker løsrivelse, et lille flertal i det catalanske parlament.
Fredag sagde talsmanden for den spanske regering ifølge Reuters, at der ikke bliver noget af at gøre Puigdemont til præsident via et videolink.
- Denne hensigt er et fejlskud, det er helt urealistisk, og det går imod alle regler og sund fornuft, sagde talsmanden Inigo Mendez.
Rajoy har sagt, at han forventer "en ny æra baseret på dialog" i Catalonien efter regionsvalget.
Krisen i Catalonien tog en alvorlig drejning, da separatisterne 1. oktober gennemførte en folkeafstemning om løsrivelse, som Spaniens højesteret erklærede ulovlig.
Over 90 procent stemte for uafhængighed fra Spanien.
Dog var det kun 43 procent af vælgerne, som stemte på valgdagen, hvor spansk politi flere steder blev sat ind for at forhindre valghandlingerne. Efterfølgende var der i Barcelona meget store demonstrationer, hvor demonstranterne råbte slagord for et samlet Spanien og imod en løsrivelse.
Det fik senere Rajoy til at ophæve Cataloniens selvstyre og udskrive valg.
Valget til parlamentet i Barcelona fandt sted 21. december.
/ritzau/AFP