Spanien noterer 435 dødsfald og varsler skridt i genåbning

I Spanien er der nu registreret 21.717 coronarelaterede dødsfald. Premierminister varsler lempelser.

I Spanien er der registreret 435 dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Det oplyser de spanske sundhedsmyndigheder onsdag ifølge Reuters.

Det er en lille stigning i forhold til de seneste par dage, men niveauet er generelt faldet, efter at krisen har toppede 2. april med et dagligt dødstal på 950.

Med onsdagens opjustering er det samlede dødstal i Spanien oppe på 21.717.

Spanien er et af de lande, der har været hårdest ramt under coronakrisen - ikke mindst når man sammenligner dødstallet med størrelsen på befolkningen.

Således er der registreret 46,2 dødsfald per 100.000 indbyggere i Spanien.

Store dele af det spanske samfund har været lukket ned siden 14. marts i et forsøg på at bremse smittespredningen.

Nu kan spanierne dog se frem til en række lempelser.

På et møde i det spanske parlament onsdag har premierminister Pedro Sanchez sagt, at regeringen vil indlede en gradvis genåbning. De første skridt vil blive taget fra midten af maj.

Restriktionerne vil blive lempet langsomt og gradvist, understreger premierministeren.

- Der er udsigt til lempelser (af nedlukningen, red.) i anden halvdel af maj, hvor restriktionerne vil blive ændret, siger Pedro Sanchez ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han understreger dog, at regeringen ikke vil indlede en genåbning, før det er sundhedsmæssigt forsvarligt.

- Vi skal være ekstremt forsigtige i denne fase, siger Pedro Sanchez.

Pedro Sanchez vil i mellemtiden forlænge en national undtagelsestilstand til 9. maj.

/ritzau/