Spaniens parlament har ifølge Reuters forkastet den socialistiske regerings udkast til en finanslov, hvormed der er lagt op til et snarligt parlamentsvalg.
Det sker på et tidspunkt, hvor politiske spændinger tager til - blandt i forholdet mellem centralregeringen i Madrid og den separatistiske bevægelse i Catalonien.
Højrefløjen og separatister fra Catalonien gik imod mindretalsregeringen, så finanslovudkastet blev forkastet af 191 medlemmer. Parlamentet har 350 medlemmer.
Dermed tyder meget på, at premierminister Pedro Sanchez vil udskrive et snarligt valg.
Det statsejede spanske nyhedsbureau EFE skrev allerede mandag, at Sanchez overvejer et parlamentsvalg, der skal finde sted 14. april.
De regerende socialister har kun en fjerdedel af pladserne i parlamentets underhus, og de havde uden held kæmpet hårdt for at vinde opbakning til deres budgetudkast.
Nylige meningsmålinger tyder på, at det konservative parti Popular efter et valg måske vil kunne regere med centrumhøjrepartiet Ciudadanos og det stærkt højreorienterede parti Vox.
Politiske spændinger i Spanien er taget til i den seneste tid i forbindelse med et retsopgør med separatister fra Catalonien.
12 tiltalte separatister fra Catalonien blev tirsdag fremstillet i højesteret i Madrid, da landet tog hul på "århundredets retsopgør" efter den dybe løsrivelseskrise i Spaniens rigeste område.
De er alle tiltalt i forbindelse med en folkeafstemning i Catalonien 1. oktober sidste år, som blev afviklet til trods for et nedlagt forbud mod den. Desuden er de tiltalt for en uafhængighedserklæring, som optrappede den værste krise i landet siden Francisco Francos død.
I anklageskriftet står der, at løsrivelsesbevægelsen "brugte alle nødvendige midler for at opnå sit mål, herunder vold".
Titusindvis af mennesker demonstrerede søndag i Madrid for at tilkendegive, at de er imod enhver indrømmelse til Cataloniens separatistiske partier.
Demonstranterne krævede samtidig, at der udskrives valg.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters