Der er lagt op til et sandt drama i det andet opgør om bronzemedaljerne i Herre Håndbold Ligaen mellem Mors-Thy og Skjern Håndbold, efter at Skjern fredag aften kun lige nøjagtigt besejrede Mors-Thy i den første kamp om medaljerne.
Kampen igennem skiftedes de to jyske mandskaber til at score, og først til allersidst stod det klart, at udeholdet fra Skjern står med en lille fordel inden returopgøret, der spilles næste fredag.
Således vandt udeholdet kampen med 26-25, efter at årets helt store overraskelse, Mors-Thy, havde ført 13-12 ved pausen.
Mors-Thy havde da også ført an i første halvleg og var det meste af tiden en scoring eller to foran modstanderne.
Men efter pausen blev positionerne byttet om, og selvom Mors-Thy udlignede flere gange i starten af halvlegen, så kampen i de afgørende minutter ud til at falde ud til udeholdets fordel, hvilket altså også skete.
Aalborg Håndbold møder i finalen om DM guldet favoritterne fra KIF Kolding København.
/ritzau/