Southampton belønner manager Mark Hughes med ny kontrakt

Sport
Mark Hughes fortsætter som manager for Southampton de næste tre sæsoner. Waliseren blev hentet ind som redningsmand i marts, og formåede at holde klubben i den bedste række. Her kvitterer han for tilhængernes opbakning efter sæsonens sidste kamp mod mestrene fra Manchester City. (Foto: Foto: John Sibley/arkiv/Reuters)

Efter vellykket mission fortsætter Mark Hughes de næste tre sæsoner som manager for Højbjerg og Southampton.

Southampton har indgået en ny treårig kontrakt med manager Mark Hughes, efter at han i marts blev hyret for resten af sæsonen og opfyldte målsætningen om at holde klubben i Premier League.

Det oplyser den sydengelske fodboldboldklub fredag ifølge flere britiske medier.

- Mark og hans assistenter har fra første dag haft stor indvirkning på spillere, medarbejdere og tilhængere og formåede at få alle, der er involveret i klubben, til at stå sammen og levere de nødvendige resultater, hedder det i en meddelelse på klubbens hjemmeside.

Den tidligere angriber for blandt andet Manchester United og Wales havde en omtumlet start på 2018.

I begyndelsen af januar blev han fyret af Stoke City, som på det tidspunkt lå til nedrykning på en 18.-plads og også endte med at ryge ud af den bedste række.

To måneder senere skilte Southampton sig af med manager Mauricio Pellegrino og ansatte den 54-årige Mark Hughes på en midlertidig kontrakt.

Klubben med den danske landsholdsspiller Pierre-Emile Højbjerg i truppen befandt sig på 17.-pladsen lige over de tre nedrykningspladser, da Hughes ankom, og det blev også slutplaceringen.

Waliseren fik en dårlig start med nederlag i de tre første kampe, han var ved roret, men i sæsonens sidste uger fik han skuden på ret køl. Blandt andet med to sejre og en uafgjort i de afsluttende fire kampe.

Hvis redningsaktionen ikke var lykkedes, ville Mark Hughes have skrevet sig ind i Premier League-historien, som den første manager til i samme sæson at stå i spidsen for to klubber, som rykkede ned.

Hans ansættelse i marts blev da også mødt med mistro fra mange af Southamptons tilhængere, der på sociale medier rasede over klubbens beslutning.

/ritzau/