42-årige sosu-assistent Isa Drejer har helt opgivet at følge med i, hvornår hun får lov til at gå på pension og føler sig af samme grund ude af stand til at planlægge sin alderdom.
- Jeg ved, at jeg er en af dem, der får lov til at gå aller, aller sidst på grund af min alder, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg er slidt ned, inden jeg når dertil, siger den ansatte på plejecentret Kildebo i Sakskøbing på Lolland.
En hurtig søgning på borger.dk viser, at hun er pensionsmoden som 68-årig ifølge de nuværende regler, men de kan blive lavet om mange gange inden da, forventer hun.
- Jeg regner ikke med at kunne gå på en pension, før jeg er 70. Og så kommer jeg til sidst til at gå i den ene side af en dobbeltrollator med en beboer i den anden side. Vi joker tit på arbejdet med, at vi kommer til at passe en masse mennesker, der er yngre end os selv, siger Isa Drejer.
Store belastninger
Hun forstår godt, at der samfundsøkonomisk er en fordel i at få folk til at blive så længe som muligt på arbejdsmarkedet. Præcis som formålet er med den pensionsaftale, regeringen og Dansk Folkeparti indgik i går med forskellige lokkemidler for at få folk til at blive længere i deres arbejde.
Isa Drejer kan bare ikke se, at det er hensigtsmæssigt at lægge pres på medarbejderne på hendes fagområde, som er udsat for store belastninger.
- Vores beboere bliver dårligere og dårligere. Plejecentrene bliver en slags mini-sygehuse, hvor kravene til, hvad vi skal kunne og tage ansvar for, bare bliver større og større. Og i kraft af, at det psykiske område bliver mere presset, kommer vi også til at stå med beboere, som slet ikke hører til i vores regi. Så vi bliver slidt ikke bare fysisk, men også psykisk, fordi der hele tiden bliver tilføjet ekstra krav, men ikke ressourcer, forklarer hun.
Hul i hovedet
Alene af den grund synes hun, det er hul i hovedet at forvente, at hendes kolleger vil arbejde i flere år, bare fordi de ifølge den nye aftale får lov til at indbetale 50.000 kroner efter skat i de sidste fem år før pensionsalderen på en alderspension. En alderspension, hvorfra udbetalinger ikke modregnes i offentlige ydelser.
Men der ligger en endnu større fejltagelse i at tro, at hendes ældre kolleger vil være i stand til undvære et beløb i den størrelsesorden i deres budget, mener hun.
- Den ordning får ingen effekt overhovedet i vores faggruppe. De fleste arbejder 30-32 timer ugentlig, og kan ikke få flere, fordi det ikke er sådan, vores vagter er skruet sammen. Og det er altså de færreste mennesker, der kan hive 50.000 kroner årligt ud af en grundløn på 18-19-20.000 kroner om måneden alt afhængig af, hvilken region de er ansat i. Så ender man med røde tal, mener Isa Drejer.
Afmagt
Hun føler afmagt i forhold til at tilrettelægge en pensionstilværelse med førligheden i behold. Der har været stramninger på området så længe, hun husker, og, som hun opfatter den politiske debat, vil det bare fortsætte. Derfor meldte hun på et tidligt tidspunkt også efterlønnen fra.
- Jeg troede ikke på, at den ville eksistere, når jeg får brug for den. Og ganske rigtigt er de blevet ved med at stramme løkken, siger Isa Drejer.
Hvis hun havde beholdt sin efterlønsordning, kunne hun ifølge den nye aftale have fået udbetalt sine efterlønsbidrag skattefrit næste år. Men så skulle hun samtidig have afskrevet sig muligheden for at gå på efterløn.