Et flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget en aftale om, hvordan affald skal sorteres og håndteres i fremtiden.
Her er nogle af hovedpunkterne i aftalen:
Affaldssortering:
* Affald skal sorteres i ti typer - både i husholdningerne og på arbejdspladser.
* Det skal gøres på en måde, så et typisk parcelhus maksimalt må have to til fire spande med flere rum, så der er forskellige pladser til de ti typer.
* Der skal ikke længere være forskel mellem kommunerne.
Affaldsforbrænding:
* Kapaciteten til at forbrænde affald i Danmark skal nedbringes. Der fastsættes et loft, som skal passe til den reelle mængde affald i Danmark uden import.
* Der er i dag 23 anlæg, der brænder affald af. De kan brænde 3,8 millioner ton affald af om året. Men så meget affald er der slet ikke i Danmark. Der er cirka 700.000 ton mindre.
* Derfor importeres der i dag affald til Danmark, som anlæggene kan brænde af.
* Partierne på Christiansborg er blevet enige om, at Kommunernes Landsforening skal nedbringe kapaciteten, så den passer til de danske affaldsmængder.
Hvis ikke kommunerne løser den opgave træder en række sanktioner i kraft. Herunder en udbudsbaseret model, hvor kapaciteten nedbringes gennem konkurrence. Hele formålet med at sortere affald er, at det skal føre til øget genanvendelse, og dermed mindre afbrænding af affald. Der nævnes i aftalen også muligheden for afgifter.
Kilder: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og DR.
/ritzau/