Sommeren fortsætter: Her bliver det 30 grader

De høje temperaturer holder frem til søndag. (Foto: Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix (arkiv))

Temperaturerne vil resten af ugen ligge mellem 22-28 grader.

Onsdag vil solen atter skinne varmt ned over Danmark. Det forudser DMI og går endda så vidt, at de spår, at der først bliver et nyt skifte i vejret omkring søndag.

- Onsdag får vi masser af sol. I den sydvestlige del af Jylland kan temperaturen komme helt op på 30 graders varme, siger meteorolog Klaus Larsen fra DMI til Ekstra Bladet.

Klaus Larsen tilføjer, at torsdag, fredag og lørdag vil temperaturerne ligge mellem 22-28 grader.

- Herefter begynder højtrykket med østlige vinde at blive svækket. Vi får i stedet nordvestlige vinde, og så falder temperaturen noget, siger meteorologen.

Den regn, som har plaget lokalt langs den jyske østkyst og dele af Fyn tirsdag, fortsætter resten af formiddagen.

- Men ellers tegner tirsdag til at blive rigtig pæn, siger Klaus Larsen til avisen.