Frost, sne, salt og stenslag. Vinteren igennem er de danske biler blevet udsat for lidt af hvert på vejene, og det tærer på bilen både udvendigt og indvendigt.
Derfor er det en rigtig god idé at gennemgå og klargøre bilen til foråret, så man opdager, hvis bilen har fået småskader hen over vinteren, som skal udbedres.
Det forklarer Heino Svenningsen, der er assistancechef hos Falck.
- Som noget af det første skal man sørge for at få vasket alt salt og snavs grundigt af bilen, så man kan kontrollere, om bilen har fået små lakskader i løbet af vinteren, siger Heino Svenningsen, som anbefaler, at skaderne bliver udbedret med det samme, så rust ikke breder sig til resten af bilen.
Bilens viskerblade kan også tage skade af vintervejret, hvis man eksempelvis bruger dem til at afise forruden. Derfor er det vigtigt at få set dem efter for slitage på gummiet, forklarer Yasser Abaiji, teknisk konsulent hos motorejernes interesseorganisation, FDM.
- Det kan påvirke ens udsyn og dermed forringe trafiksikkerheden, hvis de ikke tørrer ruden ordentlig af, lyder det.
Ved gennemgangen skal man også kontrollere bilens lygter, da kombinationen af varme fra pærerne og vinterens kulde kan påvirke pærens glødetråd og dermed mindske bilens lysstyrke.
Når foråret kommer skal vinterdækkene skiftes ud med sommerdæk.
- En god tommelfingerregel er, at når man kan forudse et stabilt vejr med temperaturer, der ligger over de syv plusgrader, skal sommerdækkene på igen, siger Yasser Abaiji.
Inden dækket sættes på, er det dog vigtigt at se dem efter for eventuelle skader, så man ikke kører på slidte og ødelagte dæk.
Lovkravet til mønsterdybde for sommerdæk er minimum 1,6 mm, men både FDM og Falck anbefaler, at man kun slider et dæk ned til tre millimeter i mønsterdybden.
Lige som bilen skal gennemgås udvendigt, er det også vigtigt at tjekke bilen efter indvendigt. Derfor skal man støvsuge bilen og rense ruderne for fedtfingre og andet snavs.
Jo mere snavs der er i bilen, jo bedre binder dug sig til ruderne og generer udsynet.
- Gennemgå bilens udvendige tilstand, så du kan udbedre små lakskader og tjekke bilens viskere og lygter.
- Se under kølerhjelmen og kontroller, at beholderne til olie, kølervæske og bremsevæske ikke er blevet utætte over vinteren.
- Fjern blade og nåle, som kan være røget ned i motorrummet. Det hæmmer klimaanlæggets funktion.
- Få bilens bremser kontrolleret. Fugt og salt kan medføre rust på bremsekomponenterne, som kan påvirke bremseeffekten.
- Tag måtterne ud, så de kan tørre ordentligt. Det giver et bedre indeklima.
Kilder: FMD og Falck
/ritzau/FOKUS