Somalisk røver udvises efter 19 år i Danmark

Han har flere røverier på samvittigheden. Senest begik han et groft overfald på en 71-årig mand i Kalundborg.

Hverken Retten i Holbæk eller Østre Landsret ville udvise en 25-årig somalisk mand, der blev dømt for forsøg på hjemmerøveri, men torsdag har Højesteret besluttet, at han skal udvises efter 19 år i landet.

Den 22. juli 2015 fandt en hjemmehjælper en 71-årig mand liggende i en blodpøl i hans hjem i Kalundborg.

Tidligere på morgenen havde den ældre mand selv slået dørens lås fra, så hjemmehjælperen kunne komme ind.

I stedet dukkede den dengang 23-årige somalier op og forlangte penge. Da den 71-årige svarede, at han ikke havde nogen penge, blev han slået flere gange i hovedet med en stegepande.

Volden fortsatte med flere slag i brystet og i maven, ligesom offeret blev truet med en kniv.

Retten i Holbæk idømte den 25-årige fire års fængsel for forsøg på hjemmerøveri og vold. Senere hævede Østre Landsret straffen til fængsel i fire og et halvt år.

Ved begge instanser slap han med en betinget udvisning i forbindelse med dommen, da både by- og landsret mente, at en udvisning ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det fik anklagemyndigheden til at gå til Højesteret.

Den dømte kom til Danmark som seksårig i 1998 og har ikke siden været i Somalia, men han taler sproget flydende.

Han har en lang række domme bag sig. Blandt andet blev han i 2008 dømt for tre røverier og er siden i 2010, 2012, 2014 og 2015 dømt for vold, hæleri og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Ved dommen i 2012 fik han ud over fængselsstraf en betinget udvisning af Danmark.

Højesteret mener, at der er en betydelig risiko for, at han vil fortsætte med at begå personfarlig kriminalitet, hvis han får lov at blive i landet.

Ganske vist har han sine forældre og 12 halvsøskende i Danmark, men han er ikke gift og har ingen børn.

Desuden finder Højesteret, at "han ikke kan anses for velintegreret her i landet, idet han ikke har nogen uddannelse og ikke har haft en fast tilknytning til det danske arbejdsmarked".

Det betyder ifølge Højesteret, at en udvisning ikke vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskommission, og han blev derfor udvist for bestandigt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.