Solgt i hele landet: Spis ikke denne pølse

Modelfoto af en uskyldig pølse, der ikke har noget at gøre med den konkrete sag at gøre. (Foto: Foto: Iris )

De sønderjyske spegepølser tilbagekaldes, da de indeholder for høje mængder af potentielt kræftfremkaldende stoffer.

Fødevarestyrelsen oplyser torsdag eftermiddag i en pressemeddelelse, at et parti sønderjyske spegepølser fra Pålægs Slagteren tilbagekaldes.

Det skyldes, at den sønderjyske salami indeholder for høje mængder af de potentielt kræftfremkaldende stoffer PAH.

"PAH (polycykliske aromatiske kulbrinter) er stoffer, der kan være både kræftfremkaldende og genotoksiske (dvs. skadelige for cellernes arveanlæg)", lyder det i advarslen fra Fødevarestyrelsen.

Den sønderjyske salami er solgt i LIDL-butikker over hele landet, og det er virksomheden Delika A/S, der har stået for leveringen af produktet.

Det tilbagekaldte parti pølser er kendetegnet ved at have en bedst før-dato den 7. december 2018, mens der på produktet står "Batch nummer: 07.12.2018" og "EAN stregkode: 40877310".

Forbrugerne rådes til at levere spegepølser fra dette parti tilbage til butikken, hvor de er købt eller at kassere dem.