Hærens Konstabel- og Korporalforening roser de danske politikere for den Helmandplan, som bliver præsenteret for Udenrigspolitisk Nævn i dag.
Planen handler blandt andet om muligheden for at sende F-16-fly til landet i forbindelse med tilbagetrækning af danske soldater. Samtidig vil politikerne give et stort millionbeløb til træning og udrustning af den afghanske hær.
- Der er ingen tvivl om, at det hele kan styrte i grus, hvis der ikke er lønninger til sikkerhedsstyrkerne i Afghanistan. Hvis der ikke kommer løn, går de hjem eller i værste fald over på den modsatte side.
- Så det lyder som en fornuftig beslutning for fremtiden, siger Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening.
Spørgsmålet om danske F-16-fly i Afghanistan vil der ifølge Ritzaus oplysninger først blive taget stilling til på et senere tidspunkt, og det skal være op til forsvarschefen og Forsvarskommandoen at vurdere behovet.
- Det vigtigste er, at beslutningen er operativt begrundet. Det skal ikke blot være for at tilfredsstille oppositionen.
- Derfor lyder det ganske fornuftigt, hvis det er op til forsvarschefen at træffe beslutningen, siger Flemming Vinther.
I midten af 2014 tager den danske kampvognsdeling hjem. Tilbage bliver muligvis et F-16-bidrag og et par transporthelikoptere.
På det tidspunkt vil den danske tilstedeværelse i Afghanistan være reduceret til et par hundrede mand.
Så længe det kan lade sig gøre at sikre en fornuftig overdragelse til afghanerne, så er Hærens Konstabel- og Korporalforening med på den del af planen.
- Det afgørende er, at man kan nå at overdrage det på en ordentlig måde, siger Flemming Vinther.
/ritzau/