Det danske tilbud om hjælp til de 195 afghanske tolke, der har arbejdet for de danske tropper, er muligvis værdiløst.
Det mener i hvert fald flere af de danske soldater, der har arbejdet med de afghanske tolke. Det oplyser TV2 Nyhederne.
For at få den danske hjælp skal tolkene nemlig selv henvende sig til enten afghansk politi eller på den danske ambassade. Det tør tolkene imidlertid ikke. De stoler ikke på hverken politiet eller på de vagter, der passer på den danske ambassade.
Christian Green har selv været udstationeret i Afghanistan, hvor han arbejdede tæt sammen med tolken Abdul. Og efter Danmark trak sig ud af Afghanistan har Christian Green været bekymret for, om tolken bliver slået ihjel af Taliban.
- Han befinder sig i en situation, hvor han ikke kan gå uden for døren af frygt for sit eget liv - af frygt for sin families liv, siger Christian Green til TV2.
Han mener, at det er Danmarks opgave at hjælpe tolkene.
Ifølge tidligere sergent Peter Skjerbæk, der ligesom Christian Green var udstationeret med Abdul, er regeringens aftale er ubrugelig.
- I værste tilfælde kan oplysninger omkring dig blive solgt. Og så er både ansigt og navn, og måske endda områdeforhold blottet, siger Peter Skjerbæk til TV2.
Tolken Abdul stoler heller ikke det afghanske politi. Han vil i stedet forsøge at gå til den danske ambassade.
I Forsvarsministeriet afviser man over for Ritzau at kommentere soldaternes kritik. I stedet henvises der til Forsvaret.
/ritzau/