Soldater affyrer varselsskud for nordkoreansk desertør

Ifølge medie affyres der varselsskud, efter at en soldat er deserteret på grænsen mellem Nord- og Sydkorea.

En nordkoreansk soldat er deserteret og flygtet mod Sydkorea i den demilitariserede zone mellem de to lande. Det skriver det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

Desertørens handling er blevet besvaret med skud fra både nord og syd, oplyser Sydkoreas militær ifølge Yonhap.

Efter at afhopperen havde nået Sydkorea, nærmede de nordkoreanske grænsevagter sig grænsen i deres søgen efter soldaten.

Som svar affyrede sydkoreanske soldater cirka 20 varselsskud omkring klokken 09.30 torsdag morgen.

Cirka 40 minutter senere kunne der ifølge Yonhap høres adskillige skud fra nordsiden af grænsen. Ingen kugler har dog tilsyneladende krydset grænsen.

Det sydkoreanske militær har ikke bekræftet, at der er blevet affyret skud på nordsiden.

Nordkoreanske soldater er til tider flygtet over grænsen til Sydkorea. Den seneste episode finder sted, næsten 40 dage efter at en nordkoreansk soldat flygtede i en regn af kugler fra nordkoreanske soldater.

Han blev ramt flere gange og er stadig indlagt på et hospital i Sydkorea.

Dermed er fire nordkoreanske soldater flygtet til sydsiden i løbet af 2017, oplyser det sydkoreanske forsvarsministerium ifølge AP.

Cirka 30.000 nordkoreanere er deserteret til Sydkorea, siden Koreakrigen endte i 1953.

Spændingerne er høje på den koreanske halvø, hvor Nordkorea de seneste år har ageret særdeles aggressivt over for det internationale samfund.

Landet har trodset adskillige internationale sanktioner og FN-resolutioner i forbindelse med styrets våbenprogram.

I sidste måned testede regimet sit hidtil kraftigste ballistiske missil, der ifølge styret kan nå hele USA's fastland.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.