Det er faldet adskillige danske politikere for brystet, at velhavende danskere scorer et betragteligt skattefradrag ved at investere i udenlandske solcelleparker.
Ordningen omtales eksempelvis som en "skattefidus" af Enhedslistens klima- og energiordfører, Per Clausen.
Men diskussionen handler ifølge Dansk Solcelleforening ikke udelukkende om solceller. Skattefradraget hænger sammen med muligheden for at danne de såkaldte kommanditselskaber.
- Det er fra vores synspunkt en generel erhvervspolitisk diskussion, om man vil have disse kommanditordninger, siger rådgiver hos Dansk Solcelleforening Per Henriksen.
- Som ordningen er skruet sammen, kan man ikke gå ind og sige, at den ikke gælder for eksempelvis solceller.
Et kommanditselskab er en skatteregulerende erhvervsordning, der omhandler alt fra skibsanparter til vindmøller. Og altså også solceller.
Og derfor mener Per Henriksen heller ikke, at det vil have nogen samfundseffekt at lave særregler for solceller.
- Hvis folk ikke kunne investere i udenlandske solcelleparker, så investerede de bare i noget andet i udlandet.
Han understreger dog, at ordningen er en sten i skoen for Dansk Solcelleforening.
- Det er klart, at vi så da helst, at folk investerede i solceller i Danmark i stedet for udlandet.
- Men hvis overlæggeren bliver solceller, så går man galt i byen. For problemet er selve kommanditkonstruktionen. Og det er en politisk beslutning, slår Per Henriksen fast.
Skatteminister, Holger K. Nielsen (SF), afviser i en mail til Berlingske, at der er tale om et smuthul i loven.
- Som jeg forstår det, er der hverken tale om et skattehul, eller at virksomheder er på den forkerte side af loven, men nu vil jeg i første omgang bede Skat følge udviklingen på området, skriver Holger K. Nielsen.
/ritzau/