Solbakken: VM sendte prisen på Robin Olsen op

Sport
Robin Olsens skifte til AS Roma indbringer FC København 63 millioner kroner, og der kan potentielt havne 26 millioner mere i københavnernes klubkasse. (Foto: Foto: Alexander Nemenov/AFP)

Robin Olsen blev alvorligt skadet i februar, men svenskeren blev klar til VM, hvilket sendte prisen i vejret.

Gode præstationer for Sverige ved sommerens VM betød, at Robin Olsens værdi blev forøget væsentligt inden skiftet fra FC København til AS Roma.

Det fortæller FCK-træner Ståle Solbakken, som er yderst tilfreds med, at det lykkedes at få Robin Olsen gjort klar til VM-slutrunden i Rusland efter en skade tidligere på året.

- Når man husker på, at Robin blev alvorligt skadet i februar, så er det fantastisk for alle parter, at det ender sådan her.

- Samlet set er der god grund til at være stolte af den her handel, ikke mindst i vores sundhedssektor, som fik gjort Robin klar til VM, hvilket var med til at sende prisen op på det her plan, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

Roma oplyste tirsdag, at FCK modtager 8,5 millioner euro (63 millioner kroner) for Robin Olsen til at begynde med.

Derefter kan der vente yderligere 3,5 millioner euro (26 millioner kroner) i form af bonusser, der afhænger af Robin Olsens og Romas præstationer.

Samlet kan det sende 89 millioner kroner til FCK.

Derudover får FCK ti procent af fortjenesten, hvis Roma sælger Robin Olsen videre i fremtiden.

- Det er en fantastisk handel for både Robin og for FC København. Han kom til klubben på en lejeaftale, fordi Stephan Andersen blev alvorligt skadet.

- Robin greb den chance flot, og vi købte ham fri af Paok for en meget fornuftig pris. Siden har han leveret mange stærke præstationer på internationalt niveau for både os og det svenske landshold, senest ved VM.

- Han lukkede for eksempel kun to mål ind i gruppespillet i Champions League, påpeger Solbakken.

Robin Olsen nåede at spille 100 kampe for FCK. Svenskeren får trøje nummer 1 i Roma.

/ritzau/