FC Københavns manager, Ståle Solbakken, valgte at skifte seks mand i startopstillingen til kampen i Sydbank Pokalen mod FC Midtjylland i forhold til holdets seneste kamp i Superligaen.
Det medførte et 0-2-nederlag til et FC Midtjylland-hold i den stærkeste opstilling, men ifølge Ståle Solbakken handlede den reservespækkede FCK-opstilling ikke om, at klubben nedprioriterede pokalturneringen.
- Med det program vi har, hvad skulle jeg så gøre? Vi har altid gjort sådan her, uanset om vi har haft mange kampe eller ej, så jeg forstår ikke, hvordan man kan være overrasket over det.
- Selv da vi spillede to semifinaler mod Brøndby (i foråret 2016, red.), så skiftede vi også halvdelen af holdet, siger Ståle Solbakken.
Han vil ikke rangere de forskellige turneringer, som FCK deltager i, i forhold til hinanden.
- Vi vil være med i alle turneringer, men nu blev det sådan, at Sydbank Pokalen lå midt inde i det hele, og vi derfor skal spille hver torsdag og søndag.
- Jeg kan derfor ikke sige til mine spillere, som træner godt, at de aldrig skal spille, siger Ståle Solbakken.
Det blev til et 0-2-nederlag og dermed et exit fra turneringen, men FCK-træneren vil ikke klandre sine spillere for nederlaget.
- Spillerne fightede og gjorde det godt, nogle bedre end andre. Der var nogle, der savnede lidt bedre relationer med hinanden, men jeg er ikke utilfreds med, hvordan vi gennemførte kampen.
- Midtjylland var bare lige et hak bedre end os, siger Ståle Solbakken.
FCK-backen Peter Ankersen er skuffet over at være ude af turneringen efter ottendedelsfinalerne.
- Vi havde højere forventninger til os selv. Pokalen var prioriteret rigtig højt.
- Vi går ind til alle turneringer for at vinde. Vi er selvfølgelig godt klar over, at Europa League er lidt noget andet, men vi går ind for at vinde alle kampe, vi spiller, siger Peter Ankersen.
FCK kan komme tilbage på vindersporet, når derbyet mod Brøndby venter i Superligaen på søndag.
/ritzau/